Side:Kriton.djvu/21

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


ſel, hvad ſaa Mængden ſiger eller ei, og hvormeget eller hvorlidet Ondt vi end maa lide? Skal vi ſige ſaa, eller ikke?

Kriton: Jo, det maa vi ſige.

Sokrates: Altſaa, ſlet ikke paa nogen Maade bør man gjøre Uret?

Kriton: Nei ſlet ikke.

Sokrates: Heller ikke maa, ſom Mængden tror, den Forurettede gjengjælde Uret, efterdi man paa ingen Maade maa gjøre Uret?

Kriton: Nei, det ſynes ſaa.

Sokrates: Men nu, bør man overhovedet gjøre det Onde, Kriton?

Kriton: Det bør man vel neppe, o Sokrates.

Sokrates: Men hvad mener Du, er det Ret eller Uret, at den, ſom lider Ondt, gjengjælder med Ondt — ſlig ſom jo Mængden mener?

Kriton: Det er ikke Ret.

Sokrates: Thi det at tilføie Menneſker noget Ondt er jo juſt det Samme ſom at gjøre Uret.

Kriton: I Sandhed, ja.

Sokrates: Altſaa ſkal man hverken gjøre Uret eller tilføie et Menneſke noget Ondt, ſelv ikke naar Vedkommende er Skyld i Ens Lidelſer. Men ſe nu til, Kriton, om Du ikke ved at indrømme dette indrømmer Noget ſtik imod Din egen Mening; thi jeg ved, at kun Faa have og ville holde paa denne Mening. Og huſk, mellem dem, ſom have denne Mening, og dem, ſom ikke have den, er der intet fælles Overlæg; men naar de ſe hinandens modſatte Anſkuelſer, maa de nødvendigvis gjenſidigt foragte hinanden. Gjør derfor nu for Din Part op med Dig ſelv, om Du virkelig gjør Fellesſkab og deler Mening med mig — og da ſkal vi i vore Overlæg ſammen gaa ud fra, at det ingenſinde lader ſig forſvare hverken at gjøre Uret eller gjengjælde Uret, eller, naar man lider Ondt, at verge ſig ved til Gjengjæld at tilføie Ondt —; eller om Du træder tilbage og ikke er