Side:Kriton.djvu/22

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


enig i dette Udgangspunkt. Men jeg paa min Side beholder, ſom før, ogſaa fremdeles den nævnte Mening; har Du imidlertid fattet en anden, ſaa ſig frem og forklar Dig; men mener Du ſom forhen, ſaa hør videre.

Kriton: Jeg mener, ſom før, og er enig med Dig; derfor tal.

Sokrates: Jeg gaar altſaa videre; eller, rettere, jeg ſtiller et Spørgsmaal: naar man er kommen overens med En om Noget ſom Ret, bør man ſaa rette ſig derefter eller ſkuffe ham?

Kriton: Man bør rette ſig derefter.

Sokrates: Slut nu heraf: forlade vi dette Sted uden at agte paa Statens Vilje, mon vi da ikke gjorde Ondt mod Andre, og det ovenikjøbet Folk, hvem man allermindſt burde forurette? eller kan hænde ikke? Og vilde vi da holde faſt ved, hvad vi vare komne overens om ſom Ret? eller ikke?

Kriton: Jeg kan ikke beſvare dette Spørgsmaal, Sokrates; thi jeg forſtaar det ikke.

Sokrates: Nu, ſaa betragt Sagen ſaa: Jeg ſætter, at idet vi ere i Begreb med at rømme herfra — eller hvad vi nu ville kalde det —, Lovene og hele Statsſamfundet indfandt ſig her ved Siden af os og ſpurgte: „Sig os, hvad er det, Du har iſinde, Sokrates; kan Du have nogen anden Henſigt med den Gjerning, Du har fore, end at gjøre Dit til at ødelægge os Love og det hele ſamlede Statsſamfund? eller, tror Du, at den Stat kan beſtaa og ikke gaa tilgrunde, i hvilken de afſagte Domme ingen Kraft have, men af private Folk gjøres ugyldige og retsløſe?“ Hvad ſkal vi ſige, Kriton, til Saadant og Andet af ſamme Slags? Thi visſelig kunde man — navnlig en Taler — faa adſkilligt ud af Krænkelſen af denne Lov, ſom befaler, at dømte Domme ſkal holdes i Ære. Eller ſkal vi ſvare dem: „Ja, men Staten har gjort os Uret og har fældet en uretfærdig Dom!“ — ſkal vi kanſke ſige ſaa?