Side:Kriton.djvu/20

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Mord, ja gjerne, om de kunde, gjenopvakte fra de Døde, med andre Ord, juſt den ſtore Mængdes meningsløſe Indfald. Men os byder Fornuften kun at underſøge, i Henhold til hvad vi nys ſagde, hvorvidt vi ville handle ret i at give dem, ſom ville befrie mig, baade Penge og Tak, medens vi ſamtidig ſelv baade befrie og befries, eller om vi ville krænke Sandheden ved at gjøre alt dette; og viſer det ſig, at vi gjøre Uret derved, ſaa er det meget bedre ſlet ikke at tænke paa, om vi, ved at blive her og forholde os rolige, gaa Døden eller anden Lidelſe imøde — end at krænke Retfærdigheden.

Kriton: Ak. Sokrates, visſelig taler Du ret, men betænk, hvad vi maa gjøre.

Sokrates: Lader os overveie i Fellesſkab, Kjære; og, har Du Noget at indvende mod, hvad jeg ſiger, ſaa ſig frem, og jeg ſkal følge Dig. Men hvis ikke, ſaa hold op, brave Ven, med at ſige op igjen og op igjen det Samme, at jeg nemlig mod Athenienſernes Vilje maa bort herfra! Hvor gjerne vilde jeg ikke. Du ſkulde overtale mig til at handle ſaaledes, men — ikke mod min Vilje. Stil nu Begyndelſen af denne vor Underſøgelſe frem for Din Tanke og ſe til, om Du finder den tilſtrækkelig begrundet, og forſøg ſaa at ſvare, ſom Du finder det rigtigſt, paa, hvad jeg vil ſpørge om.

Kriton: Vel, jeg ſkal forſøge.

Sokrates: Skal vi nu ſige, at man ſlet ikke paa nogen Maade bør gjøre Uret? eller at man paa een Vis nok kan gjøre det, men paa en anden ikke? eller at det i ingen Henſeende er godt eller ſømmeligt at gjøre Uret, ſom vi dog ofte før i Tiden var fuldt enige om, og ſom jeg ogſaa nu nylig har ſagt? Ere alle vore Fællesmeninger fra før af uden videre bortdunſtede? og har vi kanſke, kjære Kriton, ſaavidt tilaars ſom vi dog ere, under hele vor alvorlige Samtale virkelig overſeet, at vi i Grunden dog bare os ad ſom Børn? Eller har det ſig, naar Alt kommer til Alt, ſaaledes, ſom vi dengang mente, at, gjør vi Uret, ſaa bliver det os ligefuldt til Uret og Skjænd-