Side:Kriton.djvu/10

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


klæder dem, er ſimpel og tarvelig, og det er Grunden til at Mange, naar de høre ham førſte Gang, anſe hans Tale for lidet betydningsfuld — — men den, ſom rigtig forſtaar at udgrunde dens ſkjønne og dybe Betydning, han ſer tydelig, hvor viis, hvor indholdsrig og hvor guddommelig den er, og at dens Henſigt er ene og alene at løfte vor Sjæl og ſprede Lys blandt Menneſkene — — — den vækker Forſætter og Beſlutninger tillive hos os, ſom i alvorlig gribende Styrke overgaa Alt, hvad de meſt begavede Folketalere have formanet at ſkabe.“

Den Kriton, med hvem Sokrates i ſit Fængſel fører den efterfølgende Samtale, var en velhavende athenienſiſk Borger og en af Sokrates’s ivrigſte Diſciple og troeſte Venner; ogſaa hans Sønner vare den ſtore Vismands Diſciple. Dertil maa han have været en baade dygtig og begavet Mand; han ſkal nemlig ſelv have ſkrevet en Samling Dialoger (ɔ: ſaadanne Samtaler ſom den efterfølgende) i Sokrates’s Aand.

Det er den ovennævnte Platon, Sokrates’s berømteſte Diſcipel, ſom har nedſkrevet den efterfølgende Dialog, der bærer Navnet Kriton. Vi kan derfor være temmelig visſe paa, at vi ikke blive ſkuffede, naar vi mene, at denne Sokrates’s Samtale med Kriton giver os et troværdigt Indblik i den navnkundige Vismands Tanker. Om hans Død ſkriver Platon et andet Sted: „Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, ſaaledes ſom vi lærte ham at kjende, ikke alene var den fortræffeligſte, men ogſaa den viſeſte og retſindigſte blandt alle Menneſker.“