Side:Kriton.djvu/11

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Kriton.
(Samtalen foregaar i Sokrates’s Fængſel).
———

Sokrates (vaagner): Hvad? er det Dig, Kriton; kommer Du paa disſe Tider af Dagen? eller er det ikke tidligt endnu?

Kriton: Jo, visſelig.

Sokrates: Hvilken Tid paa Dagen er det egentlig?

Kriton: Førſte Gry af Morgenen.

Sokrates: Det forundrer mig, at Fangevogteren har været ſaa føielig at lukke op for Dig.

Kriton: Han er allerede min gode Bekjendt, Sokrates, efterſom jeg jo ſaa ofte har min Gang her; desuden har han af og til faaet en liden Venneſkilling.

Sokrates: Kom Du nu nys, eller for længe ſiden?

Kriton: Det er en god Stund ſiden.

Sokrates: Men hvorfor vækkede Du mig da ikke ſtrax, iſtedetfor at ſætte Dig hen og tie ſtille.

Kriton: Nei ſaa ſandelig, kjære Sokrates. Jeg ſelv ſkulde ønſke, ei ſaaledes at ſvæve i Sorg og Søvnløshed, og jeg har alt længe forundret mig over Dig, hvor trygt Du kan ſove, og jeg har vel vogtet mig for at vække Dig; Du bør jo dog kunne tilbringe Din Tid ſaa behageligt ſom muligt. Viſtnok har jeg mangen Gang ogſaa før i Tiden gjennem Dit hele Liv priſt Dig lykkelig for Din ſtærke Sjæl; men ſærlig og meſt maa jeg gjøre det nu, naar jeg ſer, hvor rolig og hengiven Du bærer den Ulykke, ſom har rammet Dig.