Side:Kriton.djvu/9

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Straf — ſkulde han idømmes Noget efter Fortjeneſte, mente han, ſaa burde det være, at man tilſtod ham ſom fattig Mand offentlig Beſpisning. Han ſluttede ſin herlige Tale med de Ord: „Dog nu er det paatide, at vi gaa herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os gaar den bedſte Skjæbne imøde, ved Ingen uden Gud alene.“ Kort Tid efter tømte han det anordnede Giftbeger i Fængſlet; da han kjendte Døden kom, ſagde han til ſin Ven Kriton: „Vi ſkylde Aſklepios en Hane.“ Aſklepios var Lægekunſtens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane, naar man havde overſtaaet en Sygdom. Nu var Sokrates’s dybe Sjel fri fra Legemets forkrænkelige Tyngſel, nu førſt kunde han blive udødelig ſund — det var det, han mente.

Kjære Læſer! jeg har ſkrevet ſaameget om denne mærkelige Mand for at give Dig Lyſt til rigtig med Alvor og Eftertanke at læſe de efterfølgende Blade. Det er nemlig Sokrates, ſom her i Samtale med ſin Ven Kriton fremlægger ſine Meninger om en Statsborgers Pligt mod de beſtaaende Love; og ſandelig disſe Meninger ere for gode til bare at læſe flygtigt igjennem ſom en letvindt Underholdning. Tiden er jo ogſaa ſlig nu, at det kan komme vel med at erfare, hvad en af Alle anerkjendt Vismand har at ſige om denſlags offentlige Ting, ſom det er enhver ærlig Statsborgers og Fædrelandsvens Pligt at have Rede paa. Selv om det kanſke kan falde lidt tungvindt at læſe det, fordi Sproget i hin Tid kanhænde brugtes noget anderledes end nu, og fordi jeg vel desværre ikke har været ſaa heldig i min Overſættelſe, ſom Grundtexten fortjener — ſaa skal det dog ſandelig ikke angre Dig, om Du anvender en Stund i Alvor og Kraft paa det Kjendſkab til Sokrates, ſom her gjennem hans egne Ord ſkal bydes Dig. Før Du begynder, ſkal Du endnu faa høre, hvad en af hans Samtids meſt begavede Mænd ſiger juſt om hans Taler: „Sokrates — ſiger Alkibiades — huſer i ſit Indre de ſkjønneſte, herligſte Tanker; men den Dragt, hvori han