sætningen maatte træde endnu langt skarpere frem. Der var først og fremst det dualistiske element, som forestillingen om et selvstændigt onde, en personlig djævel, havde indbragt i den kristelige lære. Denne forestilling var saare lidet stemmende med den „naturreligion“, som den fremskredne rationalist gjerne vilde gjenfinde i kristendommen, med hele dennes opfatning af guddommen og menneskets væsen. Den personlige djævel var da ogsaa i den rationalistiske kristendomsforkyndelse blit trængt sterkt tilside, han blev „tiet ihjel“. Nu dukker forestillingen atter op hos de yngre teologer. Treschow imødegaar den gjentagne gange i „Gud, Idé- og Sanseverdenen“ og i „Christendommens Aand“. Han er en bestemt modstander af al dualisme; hans opfatning af det onde vil forstaaes af ord som disse: „Alligevel er ingen saadan Hypothese til Støtte for Djævelens Tilværelse nødvendig, naar man indser, at, ligesom Grundstoffenes forskjellige Natur, inden de faae udviklet sig til en fuldkommen Orden, rimeligvis maa forvolde Strid og Forstyrrelser, hvoraf alt physisk Onde reiser sig, saa er Synden eller det moralske Onde ligeledes en uundgaaelig Følge af den Kamp, hvori de stridende Kræfter saavel i det enslige Menneske som i det hele menneskelige Selskab maae geraade, førend de deels ved Fornuften, deels ved Omstændighedernes af Forsynet til samme Maal styrede Indvirkning, og altsaa ved Naadens Hjælp kunne bringes til Harmonie; efterdi Guds hele Plan efterhaanden skal udføres og i al Evighed fortsættes.
Uagtet denne saa fattelige Forklaring af det Ondes Oprin- delse, have dog nogle af de nyeste Philosopher og Theologer ei alene holdt et positivt Onde — en fiirkantet Sirkel — for nødvendigt at antage, men endog et personligt eller en Djævel, hvis Rædsler hverken Philosophien eller Christendommen selv kan fordrive.“[1]
Og i fortalen heder det: „Det synes nu at være Tid til aldeles at berøve Djævelen tilligemed Personligheden selv den Magt, af hvilken han altfor længe har været i Besiddelse. Man behøver i vore Dage vel ikke længer endog i Religionens høiere Foredrag at holde sig til Almuens Sprog eller raae Forestillinger, man kan tale frit om denne Sag.“ Heri havde den gamle tænker paa
- ↑ Udhævet her.
