ver det andet, saa vist er det ogsaa, at naar jeg af Hjertet erkjender og tilbeder Christus som Gud, da maa jeg anse ham for en ganske anden Christus end den, der kun i ham seer et Menneske, og da kan jeg med en Saadan ingen Aandens Enighed have: er jeg da med min Troe paa Christus, en Christen, saa er han det ikke; er han det, saa er jeg det ikke.“
Det er klart og varmt, hvad Wexels sier, for denne mand er „kristendommens grundsandheder“ en livssag, paa dem kan der ikke slaaes af, slaar man af, er man fortabt. Og disse sandheder er enkle og tydelige, de er udtrykte med rene ord i bibelen, og den lutherske kirke har bevaret dem. De behøver ikke at bevises: „Er maaske det nye Testamente ikke et historisk Værk af troværdige Forfattere? Og hvilken troværdig historisk Skribent har ikke Ret til at forlange sig troet paa Ordet og forstaaet efter sine, ei dunkle og ubestemte, men klare og bestemte Udsagn?“ Og er der noget, vi ikke forstaar, saa ved vi jo, at der gives en høiere visdom end vor, „at Gud kan have Midler og Veie, af hvilke Mennesket ikke ved, og at en Aabenbaring maa være over hvad vi af os selv indse, og at det Ubegribelige ved den ingen Plet er, men, naar det ellers bærer Præget af guddommelig Kjærlighed, netop dens Kjendemerke og dens Skjønhed? — Her har teologien sagt forskningen ren besked, her er intet lefleri med fornuften, vi er med engang tilbage i det syttende aarhundrede, en saadan tro flytter bjerge. Wexels forklarer da ogsaa med Mathias Claudius „Speculanterne“, at „Speculationens brillanteste Mark ligger — bag Kirkemuren“.
Forholdet mellem Kristi to naturer var endnu af de spørgsmaal, der ikke fortrinsvis behøvede at trække nogen afgjørende grænselinje mellem de to aandsretninger. Dette „subtile“ problem var ogsaa inden rationalistiske kredse gjenstand for forskjellig opfatning, uden at det havde medført nogen mere iøinefaldende splittelse. Var end pluraliteten af de rationalistiske teologer snarest tilbøielig til at se Kristus som „det største af mennesker“, „et guddommeligt menneske“, gjorde den iver, hvormed de samtidig fremholdt hans dybe og stedsevarende betydning for menneskeslegten, dette mindre stødende for dem, der mere bestemt fastholdt hans dobbeltnatur.
Der var imidlertid andre vanskelige spørgsmaal, hvor mod-
