Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
56

en vis maade forregnet sig; Wexels gjør ogsaa i en næsten triumferende tone opmerksom paa, at „Forfatteren synes at leve i den forbigangne Tid“, for 20—30 aar tilbage lod en saadan antagelse sig bedre høre: „Da var det nemlig saa almindeligt at tilsidesætte Ærbødigl1eden for Bibelordet, og at ønske saavel Lærdommen om Djævelen og hans Virkninger, som de øvrige Hovedlærdomme bortforklarede, at det virkelig syntes, som om Tiden var kommet, da man „frit og uden Frygt for at forarge“ kunde i Ord og Skrift berøve Djævelen den Magt over Mennesket, han alt længe (nemlig fra Evas Fald) havde været i Besiddelse af. Men, ligesom Djævelens Nedstødelse fra den Throne, han, efter Pauli Udsagn, som „denne Verdens Gud“ beklæder, aldrig er skeet i Gjerningen, men altid kun i Ord og paa Papiret, saaledes lader ikke engang denne Nedstødelse sig nu saa ganske uanfægtet iværksætte, som før.“

Naar Treschow i sin tro paa menneskehedens gradvise fremadskriden, paa udviklingen mod orden og harmoni, var gaaet ud fra, at den næste generation vilde bygge direkte videre paa det, hans slegt havde indvundet, »— ved Wexels derimod, at en sterk fylking af unge havde noget helt andet isinde: denne fylking

vilde nok ogsaa hindre, at man berøvede den personlige djævel hans magtstilling. Eiendommeligt er det, at det unge varmt frembrydende religiøse liv, der skulde bli af ikke ringe betydning for vor aandsudvikling, neppe nogetsteds i Wexels bog melder sig med den glade selvbevidsthed som just her, hvor det gjælder at forsvare et af de mest usympatiske dogmer i den kristne tro: „For den, der er bekjendt med den store (formodentlig siden Christendommens Fremtrædelse den største) religiøse Gjæring,[1] som nu for Tiden finder Sted næsten i alle Lande, med de mægtige aandelige Kræfter, som i de senere Aar have rørt sig i Kamp for Bibel-Ordet, med Theologiens Væsen og Gang og overhovedet med den hele aandelige Stræben nuomstunder — den vil vist indrømme, at saa vist som det er, at deres Tal endnu ikke er (og vel heller aldrig vil blive) lidet, som med Glæde hører, at der ingen Djævel

  1. Her havde paa sin side Wexels set feil. Hvor spæd forekommer nu denne vistnok baade betydningsfulde og interessante romantisk-religiøse blomstring dog ikke mod de mægtige livsytringer, vi kjender fra kristendommens ældre historie.