dommens Aand“ og udtalt det ønske, at bogen maatte bli lagt til grund for den høiere religionsundervisning ved universitetet. Den unge prest W. A. Wexels nedlagde herimod en energisk protest. Det var to dybt forskjellige livsanskuelser, som her kom til orde. Egentlig var betragtningsmaaderne saa forskjellige, at en diskussion maatte bli næsten helt ufrugtbar. Wexels begynder med et citat af Pontoppidans forklaring:
„Er ikke Bibelen mørk og utydelig for de Eenfoldige og Ulærde?
Udi alle Ting, som udkræves at vide til Salighed, er den klar nok for den, som ret omgaaes dermed, hvad enten han er læg eller lærd.
Hvorledes omgaaes man ret med Guds Ord?
Naar man først sukker til Gud om hans Aands Oplysning, dernæst læser med Andagt og et villigt Forsæt at ville leve efter Ordet.“
For Wexels er det bestemmende hensynet til den enfoldige sjæl, der søger trøst og tryghed. Det er et praktisk standpunkt, et „liVsstandpunkt“ han indtar, han er sjælesørgeren: hvilken husvalelse kunde vel den enfoldige sjæl hente af Treschows identitetssystem? — den Kristus, som byder alle dem komme, der „lide og ere besværede“, stod her i saa ubestemte omrids, at det var vanskeligt at gjenkjende ham. Og var den filosofiske fremstilling af Jesus som det sanselige organ for „ordet“ (Logos), ikke let tilgjængelig for de mange, viste paa den anden side den historiske fremstilling ham vel som det store menneske og folkelærer, men dog ikke som den forløser og frelser, den enfoldige sjæl havde behov. I indledningen til „Christendommens Aand“ sier Treschow: „Jeg troer heller ikke, det kan være nogen oplyst Mand til Forargelse, at Jesus Christus her fremtræder vel i Guds skikkelse og, hvis man saaledes vilde udtrykke sig, som et guddommeligt Menneske, men ikke, som man hidindtil har villet, som den allerhøieste og eneste sande Gud, fra hvilken han, Joh. 17. 3. som den af ham Udsendte, udtrykkelig selv særskiller sig. Mange mene vel det samme men indbilde sig tillige, at Skriften lærer det Modsatte, at Christus virkelig har udgivet sig selv for eller tvertimod Pauli Erklæring, Philip 2, 6., holdt det for et Rov, d. e. villet anmasse sig til at være lige med Gud, og de sætte følgelig desto mindre Priis paa
