rigt gjerne holder sig nær ind til den ortodokse lutherske lærer paa enkelte punkter skinner dog friere anskuelser igjennem. Her spørger han: „Hvorledes bliver Menneskenes Tilstand efter Døden?“ Og svaret lyder: „Ethvert Menneske vil efter sin Død faa en Skjebne, som med fuldkommen Retfærdighed staar i Forhold til hans Tanke- og Handlemaade her i Livet. De Godes Tilstand vil blive salig; de Ondes vil blive pinagtig; og det saaledes, at jo værre de have levet her, desto værre bliver deres Skjebne hisset.“ Og til støtte for sin opfatning anfører han Rom. 2, 6: Gud skal betale enhver efter sine Gjerninger; Gal. 6, 7—8: Farer ikke vil; Gud lader sig ikke spotte: hvad et Menneske saar, det skal han høste. Math. 11—24: Det skal gaa Sodoma Land taaleligere paa Dommens Dag end dig. — For Wergelands sunde sans var den „lutheranske Pillegrimsgang“ af „vakte“, for hvem det ikke kommer an paa, „om deres egne Børn kunne læse eller ikke, naar de bidrage til Hedningers Omvendelse paa den anden Side af Jordkloden,“ — dybt usympatisk. Og den religiøse fantasi, der fortrinsvis dvæler i et andet liv, og her paa jorden helst søger sysselsættelse i fjerne lande, i de sortes eventyrlige verden, — der hensynker i rørelse over hedningernes aandelige nød, mens naboens fysiske trang intet nævneværdigt indtryk gjør, — forekom ham at være udslag af et sygt, fordærvet aandsliv. —
Men ogsaa i andre henseender var den aandsretning, der snart skulde bli herskende i den norske kirke, ham fremmed og utiltalende. Selv prester, der havde et friskere og sundere livssyn end de „lutheranske pilegrimme“, hævdede anskuelser, der stødte det attende aarhundredes humane teolog. Det strengere ortodoksi, der atter gjorde sit indtog, førte de kjendte ældre stridsspørgsmaal med sig: forholdet mellem Kristi menneskelige og guddommelige natur, den personlige djævel, den evige fordømmelse, hedningers og afvigende kristne bekjendelsers stilling til det kommende liv. Den toleranse, som for de allerfleste dannede geistlige af Wergelands generation var et naturligt udgangspunkt for deres domme, truedes nu af tilspidset bogstavfortolkning, dømmende sneversynthed.
Et interessant sammenstød mellem den ældre og yngre aandsretning fandt sted 1828.[1] N. Treschow havde udgit „Christen-
- ↑ Et lignende sammenstød mellem aandsretninger, som dog ikke helt tilsvarede dem, der hos os repræsenteredes af Treschow og Wexels, havde kort tid i forveien fundet sted i Danmark (Clausen-Grundtvig).
