tro paa menneskene, mere tale om synd; endelig vendes der mere og mere tilbage til de ortodokse forestillinger. Det er dog først i de sidste decennier af Nicolai Wergelands liv, at omslaget blir særlig merkbart. En ny religiøs retning gjør sig da ikke alene sterkt gjældende inden lægfolket, men vinder fast fod i statskirken: i sin mere yderliggaaende form nærmer denne retning sig til pietismen, der lægger hovedvægten paa fordybelsen i den religiøse følelse, omvendelses-stemningen, „samlivet i Kristus“, og ytrer sig hyppig som en bortvendthed fra verden, en foregriben af den „salige beskuelse“ af guddommen, hvori de frelstes lykke i den anden verden gjerne tænktes at skulle bestaa. En religiøsitet, den flyttede kristenlivets tyngdepunkt over i en følelses- og stemningsverden, mens dette tyngdepunkt for Nicolai Wergeland, som for de rationalistiske prester ialmindelighed, netop maatte søges i den verden, hvor man i handling, i det borgerlige livs virksomhed prøvede at realisere Kristi vilje, at lade „kristendommens aand“ forædle menneskene i al deres færd. Den nye religiøse retning betonede sterkt opfatningen af dette liv som en forberedelse til det næste, en nødvendig, men nærmest pinlig forskole: det gjaldt aldrig at glemme det „ene fornødne“, fristelsen laa overalt paa lur; en stor del af disse „børn af et andet hjem“ fandt det da ogsaa raadeligst at isolere sig mest muligt fra „verden“, i paakaldelse og bøn at afvente det øieblik, da forløsningen vilde komme. For den rationalistiske tankegang havde livet egenværdi, for den var ogsaa de „verdslige“ glæder goder, der skulde benyttes, og forberedelsen til det næste liv bestod netop deri, at man her i verden udviklede de af Gud skjænkede evner paa den smukkeste og fyldigste maade.
Den afgjørende divergens i dogmatisk henseende var den forskjellige opfatning af troens og gjerningernes værdi,[1] det gamle tvistemaal i kirkens historie. Med dyb uvilje, næsten med foragt har vi da ogsaa set Wergeland omtale disse „Himmerigets Tryglere“, der „ikke ville arbeide, men blot tigge om Guds Naade“. Man skal „arbeide i Vingaarden for at fortjene at stedes tilbords med Abraham, Isak og Jakob.“ Den samme tankegang møder vi i hans „Lærebog i Religionen“ (1834), hvor han forøv-
- ↑ Den af Wergeland angrebne tankegang blev som bekjendt efter hans død bestemt og fyldig udviklet Ved vort universitet: Gisle Johnsen tilspidsede den protestantiske opfatning af troen og naaden som det ene betydningsfulde.
