Døren og skrige: Herre! Herre! lad mig ind! Giv mig noget! Jeg hungrer og tørster! Jeg lider saa ondt i denne Verden, og Menneskene, især de Vantroende, Kjetterne, de Indifferente, Rationalisterne er saa onde og plage mig. Og ligesom der ogsaa tigges ved at synge og spille for Folks Døre, saa forsømme de heller ikke at synge og skraale i eet væk. Men hjelper det? Nei, udaf Himmeriges Port lyder Svaret: Gaar bort, I ørkesløse Tryglere, og arbeider i Viingaarden, og fortjener det Brød, I betle om, fortjener at stedes tilbords med Abraham, Isak og Jakob.“
— — „Ved streng og ivrig Iagttagelse af den udvortes Gudsdyrkelse og ved overdrevne Andagts-Øvelser troer man sig berettiget til at foragte det, som almindelige Mennesker kalde Dyd, især Vindskibelighed og Flid i sit lovlige Kald, og at lade haant om dem, der tale om Dyd og Pligt, endog fra hellige Steder. I Betragtning af deres Nidkjerhed, for at omvende og helliggjøre andre, mene de sig dispenserede fra at omvende og helliggjøre sig selv. De vandre Landet rundt paa deres Fødder for at frelse fremmede Mennesker fra Helvede, underkaste sig med Glæde Besværligheder, Savn, Lidelser, Straffe, Forhaanelser og lade imidlertid Huus og Hjem, Ægtefælle, Børn og Tjenere skjøtte sig selv. Det er lutheransk Pillegrims-Gang. Det kommer ikke an paa om deres egne Børn kunne læse eller ikke, naar de bidrage til Hedningers Omvendelse paa den anden Side af Jordkloden.“
Der merkes allerede tidlig i dette aarhundrede tegn til et omslag i vort religiøse liv. Dels trænger den bevægelse, der vaktes Ved H. N. Hauge, ud i videre kredse, dels gjør de nye stemninger i Europa sig ogsaa gjældende hos os. Forandringen kan iagttages hos de rationalistiske prester selv, f. eks. hos Pavels;[1] mere inderlighed, mere religiøs varme, tillige en mørkere klang: mindre
- ↑ Det heder i hans dagbog: „Jeg var dengang (1792—93) endnu inddysset i min Ungdoms søde Drøm om Menneskets Voxende Forædling, og aldrig besteg jeg Prædikestolen uden det favre Haab, at ogsaa denne Times Arbeide skulde bidrage til at fremskynde den forventede Guldalder, til at opføre hin Bygning, jeg troskyldigen haabede, inden faa Aar vilde fuldendes.“ „Min nuværende Troesbekjendelse, forskjellig fra den forrige som Nat og Dag, aflagde jeg i min Tale paa det schouboiske Instituts Høitidsdag 1801. Det var en evig Afsked fra mine Ungdomsdrømme.“ Og senere: „Den grove bahrtske Eudamonisme, jeg da (1799) gav ubetinget Medhold, har jeg længe forkastet som et slet Moralsystem, og ved Bedømmelsen af „Jesus og Fornuften“ (Horrebow) vovede jeg mig ind paa en Mark, hvor jeg ikke tilstrækkelig havde orienteret mig.“
