I forordet til „Tanker og Bekjendelser“ heder det: „Eftersom jeg formedelst Alderdoms-Svagelighed ikke nu kan tage megen Deel med min Kapellan i Sognekaldets Functioner udenfor Huset, men heller ikke nogensinde kan være uden Aandsbeskjæftigelse, saa sysselsætter jeg mig med literære Arbeider paa mit Studerekammer.
Det var mit Ønske og min Plan, at faae de af mig forfattede og holdte Religionstaler befordrede i Trykken, og dermed at slutte min Bane. Men dette vilde ikke lykkes mig. Med ikke mere end noget over to Hundrede Subskriptioner kunde jeg ikke formaae nogen Boghandler til at overtage Forlaget, hvad enten det nu kom af mine rationalistiske Anskuelser, min Agtelse for Fornuften og min bekjendte Anvendelse af denne Guddomsgave i Religionssager, eller af Frygt for liden Afsætning paa en Tid, da Lars Linderots og Fleres Prædiken-Samlinger fandt stærk Afsætning hos den norske Almenhed.“
I enkelte afsnit af samme bog præciserer Wergeland sit kirkelige standpunkt i klare og fyndige ord:
„Ethvert Rige, ogsaa Himmerigets Rige, har sine ørkesløse Tryglere, som ikke gidde arbeide, men lade alt komme an paa Tiggerie.
Vore Bigotte, de saakaldte Hellige, som sætte deres Kristendom i overdreven Beden, Læsen og Syngen, dem kalder jeg Himmerigets ørkesløse Tryglere. De ville ikke gjøre Alfaderens Villje, de ville blot raabe: Herre, Herre! De ville ikke arbeide, men blot tigge, tigge om Guds Naade, tigge sig ind i Himmelen, smigre sig der ind ved søde Ord, Klynken og Klagen, Bønner og Paakaldelser, Sukke og Taarer. De stille sig udenfor
