Gods, der maatte være henlagt til Kirken eller særlig til Præsten. Et Bidrag til Præstens Livsophold eller Kirkens vedligeholdelse ydede mangesteds ogsaa de „gangende“ (levende) Kjør, der vare skjænkede dertil og saa bleve bortleiede[1]. Dertil kom, som nærmere skal omtales, som oftest Brugen af en Præstegaard. I de smaa og lidet befolkede Landsmenigheder kan vel Præstens Stilling i Regelen kun have været tarvelig, især saalænge hver Kirke skulde have sin Præst, og nogle Præster maaskee endog afgive Noget til en overordnet.
Præstegaardenes Historie er dunkel. Oprindelig har sikkert de fleste Præster intet „Aabøle“ havt[2], men i Løbet af Middelalderen vare Præstegaarde rimeligviis erhvervede saagodtsom overalt. Hvad Stavanger Stift angaar, har man interessante Oplysninger om Høilands Præstegaard[3], der i Slutningen af 14de Aarhundrede skjænkedes til saadan Anvendelse og derfor reddedes fra at komme ind under vore Dages noksom bekjendte Præstegaardslov. Om Aa Præstegaard i Lyngdal vides, at den endnu senere er bleven til.
Oftere kan man forstaa, at Gaarde, ved hvilke der laa Kirker, der senere bleve Annexer, have været Præstegaarde, saalænge disse Kirker havde egne Præster. Et interessant Exempel er Søndeled, hvor der oprindelig var egen Præst, men som siden blev Annex til Gjerstad. Gaarden Søndeled, den tidligere Præstegaard, benyttedes senere af Gjerstads Sognepræst, men saa lykkedes det en Bonde at faa Biskop Eilif, hvem han i den Anledning
