skjænkede en Sølvbolle og andre Gaver, til at samtykke i et Mageskifte, hvorved Bonden fik Gaarden imod Vederlag i Gods i Vegaardsheien. Præsterne i Gjerstad bleve saare brøstholdne herved og forsøgte gjennem et helt Aarhundrede at faa Mageskiftet omgjort[1]. Den forrige Præstegaard ved den forlængst nedlagte Kirke paa Nomeland i Setersda1en erindres som saadan endnu i syttende Aarhundrede[2].
Ofte ere Præstegaarde, maaskee dog især i den lutherske Tid, udvidede i betydelig Grad derved, at Præsterne, skjønt det stred mod Lovgivningen, der bød, at Kirkegodset skulde bortbygsles, tiltoge sig at lægge tilstødende Gaarde af Kirkegodset ind under Præstegaarden eller ved Mageskifte erhvervede sig Nabogaarde ved Præstegaarden i samme Hensigt.
Temmelig hyppig har der vistnok været Strid om, hvad der af beneficeret Gods tilkom Præsten (som „Mensalgods“), og hvad der tilhørte Kirken til dens Bygning eller Vedligeholdelse (fabrica). Navnlig haves der her fra Stiftet Exempler herpaa fra Agdesiden og i Biskop Eilifs Tid. Den 1 Mai 1484 var Almuen i Midsyssel samlet til Fylkesthing paa Halsaa ved Mandal. Bønderne forlangte, at alle Kirkeombudsmænd skulde indstevne Præsterne til at møde paa Kirkegaarden, og at der skulde optages Prov om, hvilke Jorder deres Forfædre havde givet til Kirkerne, og Landskylden heraf saa tillægges disse, thi hvis ikke Kirkerne maa nyde sine Jorder for Præsterne, vilde de kalde saadanne Gaver tilbage. Derefter sees Almuen at have taget sig selv tilrette og have „selv gjort Breve om Kirkernes Eiendomme og Præsternes Rente og Rettighed, som det ei tilkom den at dømme om“.
