Tid blevne samlede under en Præst, det vil sige blevne Annexkirker i vor Tids Betydning[1].
Vi have for Stavanger Stifts Vedkommende et mærkeligt Pavebrev af 1357 til Biskop Botolf[2]. Her anføres, at denne har klaget for Paven over, at den store Dødelighed har bevirket den største Mangel paa Præster, saa at en Præst maa betjene tre, undertiden fire Kirker. Der gives i denne Anledning Biskoppen Tilladelse til at ordinere fem Personer, fødte af ugifte Forældre[3], til Præster, et Antal, der forøvrigt er ringe i Sammenligning med det langt større, der forekommer i lignende Bevillinger for andre Stifter.
Men det er neppe tvivlsomt, at i mange Tilfælde den Forbindelse mellem flere Kirker under en Præst, som maaskee fra Begyndelsen af har været betragtet som midlertidig, herefter stadig er vedblevet at bestaa. Saadanne Foreninger ere sikkert ofte komne i Stand uden meget Hensyn til, hvad der efter Naturforholde og Beliggenhed vilde have været det bedste. Tilfældige og personlige Forhold have vist været raadende. Som et Exempel vil jeg nævne, at de to Kirker øverst oppe i Lyngdalselvens Dalføre, Hegebostad og Egen, vare (vistnok længe før Reformationen) henlagte ikke til Aa, hvad der havde været rimeligt, men under Liknes i Kvinesdalen, fra hvilken disse Sogne adskilles ved den besværlige Kvineshei.
Præsteskabets Indtægter bestode her som andensteds i Offer og Accidentser samt Landskyld af en Del af det
