holdene altid har beroet paa et temmelig vilkaarligt Skjøn, der selvfølgelig i de forskjellige Sogne har været saare forskjelligt alt efter Skjønsmændenes (formodentlig Præsternes) subjective Opfatning og den større eller mindre Nidkjærhed hos Indsamlerne. Personer, der i et Sogn vilde have været betragtede som skatskyldige, have sluppet fri i et andet.
Det er dernæst i høi Grad rimeligt, at de Beløb, der sees at være udførte af Landet som Peterspenge, ikke svare til den hele af Menighederne virkelig betalte Skat, hvilket selvfølgelig ogsaa maatte forudsættes, naar man skulde benytte Summerne til Beregning af Folkemængden. De opførte Beløb have sikkert været Netto, ikke Brutto, altsaa med Fradrag af os ubekjendte omkostninger ved Opkrævning og Fremsendelse. Vel var det befalet, at Præsten aarlig skulde medbringe Pengene fra sin Menighed, naar han drog til Stiftssynoden, og Loven omtaler ikke noget ham herfor tilkommende Salarium, men det er ikke sandsynligt, at han altid har undladt at tage et saadant. Ved mindst en Leilighed har man endog et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at alle, der have havt Befatning med Indsamlingen, have faaet Betaling for sit Arbeide, uden at vi dog erfare, hvor stor denne Betaling har været. I 1438 seer man nemlig, at da Peterspengene for Stavanger Stift udbetaltes, „vare først alle depositarii og alle, som Vi denne Sag havde ydet Tjeneste og Arbeide eller gjort Udlæg i Anledning af Indsamlingen, blevne rationabiliter tilfredsstillede“[1].
Hertil kommer ogsaa, at de runde Summer, der oftest nævnes, nødvendigviis yderligere bestyrke Formodningen om, at de ere Netto- og ikke Brutto-Beløb. Og
- ↑ D. N. VII pag. 498.
