naar man saa jevnlig seer Summerne anførte i fremmede (tydske eller engelske) Myntsorter, indsees, at disse ere erhvervede ved Vexling af den norske, i Udlandet ikke meget velkomne Smaamynt, hvilket nødvendigviis forudsætter Opgjeld.
Endelig er der Tegn til, at Lovens Bud om Afgiftens Størrelse ingenlunde overalt eller altid er efterlevet. Da Biskop Eystein af Oslo i 1395 indskjærpede Bønderne i Nedre Thelemarken at betale Peterspenge, forlangte han vel „en talt Pening“, men med det Tillæg: „den mindste som falder af Kongens Stedje“.[1] Bønderne have neppe ladet sig saadant sige to Gange! „Penningernes“ Værd har da været forskjelligt, og dette bliver naturligviis af stor Betydning, især naar vi see, at Summen betaltes i tilvexlede fremmede Myntsorter. I det sidste Document, jeg kjender om norske Peterspenge, et Brev fra Almuen i Brynla Len til Henrik Krummedike, siges der: „Var det gammelt, at vi gave hver to en Penning, nu skulle vi give hver en Penning eller blive foruden Paaskerede“[2]2. Til en Tid har altsaa paa denne Kant af Landet Ydelserne været reducerede til det Halve af, hvad Loven fordrede.
Min Mening er altsaa den, at Grundlaget for Sars’s Beregning brister. Ifølge denne skulde hele Stavanger Stift have havt saadan Befolkning:
| 1325–1326: | 25,200 | Mennesker. |
| 1329–1332: | 27,600 | – |
| 1353–1357: | 8,640 | – |
til hvilke Tal jeg altsaa ikke kan tage Hensyn. Paa et andet Grundlag, Skattemandtallet fra ca. 1520, beregner
