Oslo og Provst i Gjerpen tillige Kannik i Stavanger. I 1353 finde vi en svensk Geistlig i Linköping, der af Paven faar en Sognekirke i Vesteraas Stift og tillige har Løfte paa et Canonicat i Stavanger[1]; det er neppe tvivlsomt, at det er Lykkesøgeren, Biskop Sigfrid, der har skaffet ham Udsigt til det sidste. I 1403 har atter en Svenske. Ulf, Præst i Skara Stift, forstaaet at skaffe sig Canonicater saavel i Stavanger som i Bergen[2].
Af Fremmede, der virkelig have levet i Stiftet som Kanniker, forekomme Nogle. Adam, der 1268 var Gesandt i England, og Hugo Vilhjalmssøn, Kannik i Aarene fra 1314, have vel været Udlændinge. Fra Sverige ere vistnok efter Navnene at dømme komne Erengisl Pederssøn, der var Kannik og Sognepræst til Vanse 1485[3], og Olaf Botvidssøn[4], der ogsaa kaldes med Tilnavn Gote og i 1512 var Official.
Ved ethvert af vore Bispesæder er vistnok allerede temmelig snart efter 1152 oprettet en Latinskole for vordende Præster, men om Stavangers Skole kan der ikke gives fyldigere Oplysninger. At den havde sit Locale lige i Nærheden af Bispegaarden, have vi allerede seet.
Som Skolemester (scholasticus) omtales 1298 Arnulf, rimeligviis den samme, der 1305 kaldes Sira Onnulf[5]. Kort efter (1299) nævnes med samme Titel en Steinarus
