stols og Cathedralsko1es Indtægter, laa vistnok for den største Deel i det nuværende Stavanger Amt, og Kannikerne have aabenbart ogsaa søgt ved Mageskifter at samle det saa nær Stavanger som muligt, hvorpaa enkelte Exempler ere bevarede.
En stor Deel Kanniker have fordetmeste holdt sig i sine Præsteembeder paa Landet, og ved flere Leiligheder mærkes det tydeligt, at der ofte kun vare faa tilstede ved Domkirken. Om der til hvert Præbende var knyttet et bestemt Præsteembede, saaledes som i Throndhjem, eller om Forbindelsen var mere tilfældig, veed jeg ikke. Som Præsteembeder, der sees at have været tillagte Kanniker, kunne i de Par sidste Aarhundreder før Reformationen nævnes Tolga, Tveid, Egersund, Vanse, Rennesø, Suldal, Høiland, Øiestad og Finnø.
Allerede temmelig tidlig indsneg der sig den Uskik, at Personer udenfor vedkommende Stifter opnaaede Canonicater ved Domkirkerne uden at gjøre Tjeneste. Og ikke sjelden var det Paverne, som ved sine Provisioner, skabte saadanne Sinecurister, der kun nød Præbendernes Afkastning og i det Høieste holdt Vicarier ved Domkirken. Navnlig var det hyppig Tilfældet, at en og samme Mand havde Præbender ved flere Domkirker. Ikke sjeldent vare de saaledes begunstigede Personer Udlændinge. Stavangers Kapitel har dog maaskee i mindre Grad end flere andre her i Landet lidt under disse Misbrug. Nogle Exempler paa Uregelmæssigheder af denne Art i dette Stift kunne nævnes: Arne Aslakssøn, der 1350 valgtes til Biskop, havde, som vi have seet, Præbende i Stavanger samtidig med, at han var Provst i Oslo og Cantsler. Noget lignende havde været Tilfældet med Biskop Botolf, der før sin Ophøielse var residerende Kannik i Bergen og Sinecurist i Stavanger. I 1429 var en Kannik i
