Bortseet fra selve Processens Kranglerier og Kunstgreb, har Striden dog stor Interesse, da vi af den lære meget at kjende, som ellers ikke vilde have naaet til os.
I Striden havde Biskoppen ingenlunde savnet Venner og Tilhængere, og det lykkedes aldrig Capitlet at spille Mester i Stiftsstaden paa den Maade, som Kannikerne i Nidaros stundom formaaede det i sin Strid med Erkebiskop Jørund. Af Arnes Venner kan nævnes Salomon, den senere Kannik i Nidaros og Biskop i Oslo. Han var oprindelig Klerk i Stavanger og siden af Arne indviet til Præst i Slidre. Ogsaa flere af Domkirkens Vicarier, Landspræster[1], et Par Skolemestere og en stor Mængde Lægmænd stode paa Arnes Side. Mellem dennes Modstandere fremtræder foruden Ketil Kanniken Ingemund „i Skagen“, samt Præsterne Baard af Avaldsnes og Erik af Gand, der tilligemed en Præst fra Kinservik i Bergens Stift bleve brugte til at forkynde Biskoppens Bansættelse m. m. Erik af Gand var af den forbitrede Biskop med Magt bleven afsat, og mange Voldsomheder havde fundet Sted i og udenfor Byen. Særlig var Mariakirken bleven berøvet sine Bøger o. s. v. Lagmanden og tre kongelige Hirdmænd bleve bansatte, fordi de havde ydet Bistand til Dommenes Execution. Korn m. m. blev med Vold frataget Chorsbrødrene og ført til Bispegaarden.
Hvad der især bør lægges Mærke til, er, at Kannikerne have forlangt, at deres Samtykke skulde indhentes ved Domkirkens, Byens og Landdistrikternes geistlige Embeders og Beneficiers Besættelse og ved Indehavernes Afsættelse fra disse, en Ret, der ogsaa blev dem tilkjendt ved Dom. Endvidere bekræftedes de i Besiddelsen af Finnøs
- ↑ En af disse, Sigurd, Præst paa Hundevaag, kaldes „Biskopsbroder“, uden at det derfor er givet, at han har været en Broder af Arne selv.
