gyndte i et Par Stifter Stridigheder mellem Bispedømmet og Capitlet af stor voldsomhed. Kannikerne have aabenbart stræbt efter selvstændigere Stilling og større Indflydelse, og dette var Noget, der forekom i de fleste Lande. Omtrent samtidig vil man i Danmark finde et mærkeligt Exempel i denne Retning. I Ribe blev det nemlig 1298 bestemt, at enhver, der optoges i Kannikernes Collegium, paa Forhaand skulde sværge, at dersom han selv nogensinde maatte blive Biskop, da skulde han indrømme sine Kanniker en lang Række betydelige Forrettigheder med Hensyn til Stiftets Styrelse og dets Eiendomme o. s. v. og overhovedet ikke tilsidesætte disses Raad[1]. Aldeles paa samme Maade have de fornemste af alle Kanniker, nemlig Pavens egne Cardinaler, undertiden baaret sig ad. Ved Clemens VI’s Død 1352 forfattede og besvore saaledes Cardinalerne en Haandfæstning, der i alle vigtigere Sager skulde binde den eventuelle Pave. Derpaa skred de til Valg, men den nye Pave Innocents VI, der selv havde været med at besværge Documentet, erklærede det rigtignok nu for fuldkommen ugyldigt.
Den Stavangerske Strid, der førtes omtrent fra 1294 til 1303 samtidig med en lignende i Nidaros, begyndte dermed, at Arne vilde inddrage Thorgils’s Gave af Finnøs Bispetiende, men den antog efterhaanden større og større Dimensioner. Kampen er udførlig fremstillet af en ældre Historiker[2], og jeg vil ikke gjentage dens Enkeltheder. Der appelleredes til Rom, pavelige Dommere beskikkedes, Biskoppens Paastande underkjendtes, Kongen blandede sig i Sagen o. s. v., men Fred og Ro opnaaedes dog først efter Arnes Død 1303, da hans ivrige Modstander Kanniken Ketil, som vi have hørt, blev hans Eftermand.
