Det har vistnok været voxende, men høiere end til ti har det neppe nogensinde naaet. Allerede i Gaute af Tolga’s Testamente (født 1288) omtales „Chorsbrødre og Vicarier“[1].
Biskop Thorgils sees at have staaet i godt Forhold til sit Capitel. Han skjænkede 1266 sin Part af Finnøs Tiende til Chorsbrødrenes Fællescasse eller „Commune“. Det hedder i Gavebrevet udtrykkeligt, at Gaver alene skulde tilkomme de residerende Kanniker, hvoraf maa sluttes, at allerede dengang nogle af Brødrene have havt Sognekald paa Landet og opholdt sig ved dem[2]. Endnu en Gave har Thorgils givet Capitlet 1273, nemlig Sole Kirke paa Jæderen, det vil naturligviis sige dens Indtægter[3]. Dette Brev er af stor Interesse, da her første Gang udtrykkelig nævnes det fælles Bordhold, som nu ogsaa her var bragt i Stand i Lighed med, hvad der siden Erkebiskop Sørles Dage havde fundet Sted i Nidaros. I dette Gavebrev omtales ogsaa de Kannikerne hver for sig tilhørende Præbender, men som ringe.
Den følgende Biskop Arne slog i Begyndelsen ind paa sin Formands Vei og skjænkede Kannikerne Gaarden Fakstad i Sand for sin Aartid[4]. Det var en vigtig Gave, da til Gaarden hørte et stort Laxefiskeri i Suldalselven, men herom blev der siden ført lange Retstrætter, som dog endte til Kannikernes Fordeel.
Men Venskabet mellem Arne og Brødrene gik snart over til den forargeligste Strid. Kampen mellem Stat og Kirke var ved Hierarchiets Ydmygelse efter Magnus Haakonssøns Død nogenlunde bragt til Ende, men nu be-
