i Lighed med Erkebispens findes ikke omtalte i dette Stift.
I Bispegaarden var der naturligviis et talrigt Tjenerskab. Ved Forliget i Tønsberg 1277, der siden ophævedes af Kongemagten (hvad rigtignok Kirken aldrig ret vilde erkjende), men som tilsidst atter gjenoplivedes 14587 havde Stavangers Biskop Ret til at holde 40 væbnede Mænd, der vare ledingsfrie dels for to, dels for tre Nev. Om han har holdt saa stor en Styrke, er uvist, men til enhver Tid har han dog havt bevæbnede Mænd ved sin Gaard, hvad man af og til ovenfor vil have seet. I den sidste Tid kaldes de Hofmænd. Selvfølgelig har han havt en Kjøgemester og en Raadsmand. En Kjeldermester nævnes 1345, ligesom der omtales ogsaa Kjertesvendei Bispegaarden (1317)[1]. Kvindeligt Tyende har der naturligviis ogsaa været, og det nævnes i Biskop Alfs Testamente En Portner omtales 1297, samtidig ogsaa en „Fant“, det vil sige en Mand, der har havt at reise om i Biskoppens Ærinder[2].
Saaledes har Stavanger Bispegaard havt ikke faa Beboere af forskjellig Art, der naturligviis hver efter sin Stand nød forskjellig Kost. Proventfolkene er allerede ovenfor omtalte.
Kirkernes økonomiske Tarv varetoges ikke af Præsterne, med hvis Interesser Kirkerne tidt kunde komme i Strid, men af særegne Ombudsmænd (Kirkeværger), der aflagde Biskoppen Regnskab og ansattes af ham. Man maa tro, at Ombudsmændene havde Godtgjørelse for sin Umag, thi Erkebiskop Aslak Bolt lod sig betale af
