derens sidste Tider var forlenet med Ryfylke, er vistnok den Fyrste, der længst har opholdt sig i Stavanger, tildeels sammen med sin unge Dronning, den danske Ingeborg.
En Badstue nævnes 1318. Dens Beliggenhed kan sluttes deraf, at Abbeden af Utstein i hint Aar overdrog Biskop Haakon I „en otte Alen bred Vei mellem Ageren og Badstuen, lige ned fra Vandet (Bredevandet) til Gjerdeledet, som gaar op til St. Olafs Kirke“[1].
Af andre Gaarde kjendes følgende:
Katlaragaarden (Kjedelmagergaarden) 1297.
Nasagaarden 1302.
Skagen. Dette endnu bevarede Navn har oprindelig betegnet en Gaard. En fra Biskop Arnes Tid bekjendt Kannik (ca. 1300) kaldes Ingemund i Skagen. I 1362 holdtes Lagthing i „indre Skagen“,og 1392 omtales Sætestuen i „Midskagen“.
Kriken nævnes oftere. Et Præbende har ogsaa været benævnt saaledes. 1 1445 tales om „Midtkriken“. En Gaard i Kriken solgtes af den senere Biskop Gunnar til en dansk Skomager.
Arnegaarden omtales oftere, maaskee første Gang 1404.
Simonsgaarden 1345.
Svaddagaarden 1379.
Bratten 1342, 1440 („nedan at Brattenom“). Maaskee der, hvor „Brattegaden“ nu findes.
Steinsgaarden 1383, da en Dom blev afsagt der.
Koksgaarden omtales henimod Reformationstiden. Den var i sin Tid af en Gudrun „Koks“ solgt til Utstein, men Klosteret solgte den igjen i sin betrængte Forfatning til Lagmand Nils Claussøn 1530[2].
