Disse Gaarde med faste og kjendte Navne have
vistnok været de bedste og de største Privathuse i Byen.
Naturligviis har der været ulige flere Smaahuse for den
fattigere Befolkning.
Den senere Strandgade ved Vaagen synes ikke at have været bebygget før efter Reformationen. Dette var „Grimsageren“, der tilhørte Domcapitlet. Heraf forklares da let, at Grundene efter Bebyggelsen have svaret og endnu svare Afgift til Stavangers Præsteskab.
For første Gang fik Stavanger et formeligt Handelsprivilegium af Erik af Pommern, dateret Kjøbenhavn 16 August 1425, altsaa kort efter Kongens Tilbagekomst fra den store Udenlandsreise. Høist sandsynligt forekommer det mig at være, at den, der har udvirket Privilegiet, maa have været Hr. Endride Erlendssøn, der jo da var forlenet med Ryfylke, og som vi have seet, en i særlig Grad indflydelsesrig, vistnok ogsaa virksom Mand. Nogen særlig Oplysning om Byens Forholde vil man desværre ikke finde i dette Document, der kun i almindelige Udtryk forbyder Kjøbmandskab i Stiftet udenfor Stavanger By og andre Steder, „som af Alder er lovlig beskikkede dertil“[1]. Af stor Betydning for Byens Udvikling har Privilegiet neppe været, da Hanseaterne, som vilde samle det hele nordlige og vestlige Norges Handel i Bergen, af al Magt stræbte at holde andre Handelspladse i disse Dele af Riget nede, deriblandt endog Throndhjem.
I Stavanger, til hvis Historie som By der ganske vist kun er bevaret saare sparsomme Vidnesbyrd, kjende vi først fra Slutningen af det femtende Aarhundrede nogle faa Raadmænd. Om Borgermester er der ei Tale før Reformationen, ja endog Raadstuen omtales først i den
- ↑ D. N. VII. No. 379.
