med Folk og Værge. Vi have før underviist Eders Herredom om, at vores Folk for en stor Deel ere bortdøde eller bortløbne, de vente sig bedre Løn og Bytte i andres Tjeneste end i vor, saa at vi have faa Folk tilbage. Gud skal vide, at vi ikke nægte Eders Skrivelse af Hovmod, Træskhed eller mistænkelig Foragt, men at vi, fattig Mand, og vort Klerkeri maatte blive med Fred og ikke mindre, at den menige Almue, som nu fast knurrer, maatte blive siddende stille, til hvilket vi dem gjerne vil formane“[1].
Ogsaa i den senere Deel af Aaret 1532 (efter Christiern II’s Tilintetgjørelse) var der Gjæring i Stiftet. Man seer saaledes, at da Stig Bagge paa Esge Bildes Vegne paa et Fylkesthing i „Sogndal“ (ɔ: Søgne i Midsyssel) i November talte om „Fred, Naade, Gunstighed og Mildhed“ og derpaa krævede Skat af Almuen, to Lod Sølv af hver Mand, holdt Bønderne først en Raadslagning for sig selv udenfor Thinget og kom saa tilbage med oprakte Værger og svarede, at de havde udgivet saa mange Skatter før og ikke vilde give mere, „før de fik vide tilvisse, hvad Fred de kunde faa“. Stig Bagges Advarsler, om hvilke Følger deres Gjenstridighed kunde faa, frugtede Intet[2].
Frederik I døde 10 April 1533 og Erkebispen skulde nu som Raadets første Medlem være Landets midlertidige Styrer, men da alle tre Hovedfæstninger vare i danske Mænds Hænder, var han i Virkeligheden kun Herre i sit eget Stift. At Hoskold havde afslaaet at hjelpe Esge Bilde til Angrebet paa Throndhjem 1532, har aabenbart i høi Grad fortørnet denne. Man erfarer, at Biskoppen gjentagne Gange har skrevet til sine Medbrødre Mogens
