været i noget fremrykket Alder, men regjerede dog i omtrent 18 Aar.
Paa denne Biskops Tid var der Uroligheder i Bergen formedelst Hanseaternes Frækhed. En Fremstilling af disse Ting hører ikke hjemme her; men det fortjener at anføres, at mellem de Klager, der 1477 fremsattes fra norsk Side, ogsaa findes den, at de tydske Kjøbmænd havde ladet „hugge og aflive“ ni af den Stavangerske Biskops Tjenere, „uden nogen Skyld eller Brøde fra deres Side“[1].
Af megen Interesse er hans Testamente, der, naar undtages Botolfs i det foregaaende Aarhundrede, er det eneste Document af den Art, der er bevaret fra en Stavangerbiskop. Det er forfattet under en Sygdom 1478[2]. Han valgte sig Gravsted ved Johannes Døberens Alter i Domkirken og skjænkede sine Gaarde Ormstad i Egersund og Lund i Sjernerøerne til den Prest, som maatte forrette ved dette Alter for forskjellige opregnede Gudstjenester to Gange om Ugen. Klenodier bestemtes for hans Søster, Hustru Margrete, og Søstersøn Amund Jonssøn, Abbeden af Utstein, Kannikernes Commune, forskjellige Prester, sin os ukjendte Frænde Guttorm, begge Tiggerklostre i Bergen, Olafsklosteret i Stavanger; til Høialteret (i Domkirken?) gav han den Messebog, han selv havde ladet skrive og andre Gaver til sex andre Altere. Raadsmanden og andre Tjenere af begge Kjøn betænktes, og hos Ingen, der tjente i hans Gaard, skulde hans Eftermand have Noget at fordre.
Biskop Alfs Eftermand Mag. Eilif Jonssøn har man antaget at have været hans Søstersøn[3]. Det seer
