ogsaa ud, som om saa var Tilfældet; thi i sit Testamente nævner Alf som Søstersøn Amund Jonssøn, og det er vist, at Amund og Eilif vare Brødre[1]. Paafaldende er det dog, at Eilif slet ikke betænkes i det nysomtalte Testament, og man kunde derfor nok tænke sig ham og Amund som Brødre paa fædrene Side og Eilif udenfor Alfs Æt. Men den Kjendsgjerning, at Eilif blev Biskop af Stavanger efter Alf, taler dog stærkt for Slægtskabet.
Naar der tillægges Eilif Familienavnet Skanke, er dette visselig urigtigt af heraldiske Grunde. Hans Fader var efter min Mening „velbaaren Mand“ Jon Eilifssøn, der 1440 forekommer blandt de Væbnere, der skreve en Forestilling til Erik af Pommern[2]. Samme Jon havde 1471 en Retssag med Lasse Muus[3], under hvilken Biskop Gunnar af Hamar veg sit Sæde af Slægtskabshensyn[4], og da nu Gunnars Søster var Moder idetmindste til Amund og sandsynligviis ogsaa til Eilif Jonssøn, seer jeg herved min Formodning bestyrket. Jon Eilifssøn er nu rimeligviis ved Giftermaal kommen i Besiddelse af Evje Gaard og Gods i Rygge, der nedenfor skal omtales.
Den nye Biskop møde vi første Gang 1458, da han indskreves ved Rostocks Universitet. Her blev han Magister det følgende Aar[5]. Siden var han Sognepræst til
- ↑ Sees af D. N. I No. 1043.
- ↑ Jahn, Danmarks Historie under Unionskongerne S. 518.
- ↑ Denne Lasse Muus har visselig været Jons Søstersøn og altsaa Sødskendebarn af Biskop Eilif, hvilket jeg slutter af D. N. II No. 850. Han var Søn af Nils Muus (gift med Gertrud Eilifsdatter), en Væbner, formodentlig dansk af Fødsel, der 1438 og 1444 var Foged paa Thoten (D. N. I No. 766 og V No. 727). Sønnen Lasse, der 1489 var Foged i Gauldalen, arvedes af Henrik Krummedike (D. N. I 998). Anders Muus, der 1436 var Provst ved Mariakirken, var vel ogsaa af Familien.
- ↑ D. N. II. No. 878.
- ↑ Matrikler udg. af L. Daae. S. 48, 140.
