foreligge[1], har dog hans Episcopat i ethvert Fald været af ganske kort Varighed; thi om Høsten 1355 møder man allerede hans Eftermand, i hvem Stiftet omsider fik en Herre, hvis Regjering blev af længere Varighed. Denne nye Biskop var Botolf Asbjørnssøn (1355–c. 1381). Vi møde ham første Gang i 1347 som Kannik ved Bergens Christkirke[2], men Præbende synes han først at have faaet i det følgende Aar og det ved pavelig Provision. Ligeledes havde han ved samme Tid skaffet sig et Canonicat i Stavanger, hvor han dog ikke residerede. Han har holdt sig i Bergen, hvor han ogsaa var Sognepræst til Peterskirken. Stavanger Capitel valgte ham til Biskop efter Gyrd, og han drog da til Avignon. Som nu og herefter sædvanligt blev Valget casseret, da Paven stadig foregav „i Formandens Tid at have reserveret sig selv Besættelsen af Bispestolen“, men den Valgte blev dog benaadet med Provision til Biskop 1 Oct. 1355[3] og rimeligviis ordineret i Avignon. Hans forrige Beneficier vare ogsaa som „ledige ved Curien“ hjemfaldne til Provision, men han fik dog selv Lov til paa Pavens Vegne at besætte dem, altsaa ogsaa de bergenske. Derhos fik han udvirket, at hans „kjæreste Frænde“, en Geistlig i Nidaros Stift, Ogmund Olafssøn, fik et Præbende i Ha-
- ↑ Jeg lægger dog Vegt paa, at i en gammel, næsten samtidig Bisperække (Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur V 44) opføres ikke Sigfrid, men vel Gyrd blandt Stavangers Biskopper. I Bisperækken hos Arild Huitfeldt savnes saavel Sigfrid som Gyrd. Heller ikke Peder Claussøn har nogen af disse, men indskyder to andre, en Arne (den i Avignon døde?) og Olaf, der hører hjemme i en senere Tid.
- ↑ D. N. II No. 314. VII No. 211. Maaskee er han dog den Sira B., som nævnes D. N. IX No. 132.
- ↑ D. N. VI No. 223.
