mar, at Præsten til Tolga tillige blev Kannik i Stavanger, og at en Mand fra det fjerne Øsel i Østersøen fik et Canonicat paa denne Ø[1]. Men Botolfs Stilling blev fra første Færd af i økonomisk Henseende meget vanskelig, da han maatte paatage sig begge sine Forgjængeres, Sigfrids og Gyrds, Gjeld til Pavestolen foruden den Gjeld, hvori han selv kom ved sin Udnævnelse, og skjønt han var Biskop i mindst 20 Aar, var han dog ved sin Død fremdeles Pavens Debitor[2]. Man vil see, hvilken Ulykke Sigfrids Indtrængen har været for Stiftet. Dette havde samtidig at udrede ogsaa andre Afgifter til Paven, saasom Treaarstiende o. s. v. Og hvad der var det værste, Følgerne af Mandedøden nedknugede dette Stift som Norge i det Hele.
For yderligere at gjøre Forholdene i Stiftet vanskelige og ulykkelige, indtraf i Botolfs Tid ogsaa de bekjendte Fiendtligheder mellem Norge og Hansestæderne. De nederlandske Stæder hjemsøgte 1368 Agder søndenfor Lindesnæs[3] og ødelagde, som det blev paastaaet, femten Kirkesogne med Ild og Sværd. Kort efter kom Raden ogsaa til den nordøstlige Deel af Stiftet. Drottseten, Hr. Øgmund Finnssøn af Hestby, kunde ikke hindre, at Tydskerne brændte Avaldsnes Kongsgaard, flere Gaarde ved Karmsund og en stor Deel Sælehuse langs Kysten, Gaarden Thengs ved Egersund o. s. v. Paa mange Steder skulle de have bortført Husebygningerne, navnlig i Sole Sogn. Her toge de ogsaa Fanger, deriblandt en Jon fra den mærkelige lille Ø Rott[4].
