Nogle Forfattere har foreslaaet kunstige Midler for
at formindske Fødslernes Antal. Faa vilde bifalde denne
Udvei, som Erfaringen ogsaa neppe har sanktioneret.
Men i ethvert Fald kan uden saadanne intet andet bevare
Landbefolkningen i et fuldt befolket Land fra at hensynke
i Armod end Udvandring til Byerne eller fremmede Lande.
Saalænge som Norges dyrkede Jord er delt i saa ubetydelige Parter mellem Tusinder af smaa Eiere, synes det mig umulig andet, end at der maa existere en hel Del Fattigdom og Hjelpeløshed. I Lande som Frankrig er de smaa Jordeiere i Regelen meget fattige, uagtet de er meget arbeidsomme og sparsommelige. De kjender ikke de bedste Landbrugsmethoder, og selv om de vidste bedre Besked, vilde de ikke have den nødvendige Kapital til at gjennemføre dem. Med en Jordbund og et Klima, der staar langt over Englands, udvinder de af sin Jord, baade med Hensyn til Kvantum og Værdi, blot det halve af det sidstnævnte Lands Gjennemsnitsproduktion. De fleste vilde kort sagt have det langt bedre, om de blev Forpagtere eller Dagarbeidere, end de nu har det.
Er det Tilfælde i Frankrig, er det endnu mere Tilfælde i Norge, hvor der med Undtagelse af det sydlige af Landet, er en Jord saa mager og et Klima saa haardt, at det frembyder høist ugunstige Betingelser for Landbruget.
Den norske Landmand burde hovedsagelig lægge sig efter Opdrættelse af Kreaturer og Tilgodegjørelse af deres Afkastning, Melk, Fløde, Smør og Ost, og deraf hente Midler til at kjøbe det fornødne af udenlandsk Korn. Men dette er en Driftsgren, som neppe kan drives med Frugt i en meget begrænset Maalestok.
Det er sandsynligt, at dersom Kvægholdet blev betragtet som Landbrugets vigtigste Formaal, vilde det
