Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie række, femte bind (1899).djvu/214

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

demoraliserende. Ved Behandlingen af Fattiglovene vil det være gavnligt at tage i Betragtning, i hvilken Udstrækning, om overhovedet, Arveloven for de faste Eiendommes Vedkommende muligens bidrager til at øge Fattigdommen, ved i mange Tilfælde at lede til Brugenes Deling i Jordlapper saa smaa, at det ikke er muligt for en Familje at leve af dem. Det kan være muligt, at en Udvidelse af Retten til at bortgive ved Testament eller en streng Benyttelse af Aasædesrettten kunde føre til det ønskelige Resultat.

Indvender man, at de paapegede Botemidler vilde komme til at bevare et Medlem af Familjen fra Armod paa Bekostning af de øvrige, som de vilde hensætte i en Stilling værre end deres nuværende, kan jeg blot udtale den Mening, at de sidste sandsynligvis vilde klare sig bedre som Dagarbeidere end som Eiere af smaa Jordlapper, eller at Emigration, med eller uden Hjelp, kunde staa aaben for dem.

Udvandring er saalangt fra at være et Onde, der er Virkning af trykkende Skatter eller slette Love, at den meget mere er en lige stor Velsignelse for dem, der reiser, som for dem, der bliver tilbage. Man kan altid være tryg for, at der vil blive tilbage en Befolkning, der er tilstrækkelig stor i Forhold til Landets Hjelpemidler. Med nogen omtanke maa man føle sig overbevist om, at Norges Landbefolkning overladt til sig selv vilde voxe ud over Landets Evne til at give dem et rimeligt Udkomme.

Den dyrkede Jord er fuldt besat. Det er at ønske, at Tallet af dem, der søger sit Underhold af denne hellere formindskes end forøges. Ethvert større Fremskridt i Landbruget vilde, som vi se i England, virke til at fremkalde større Produktion fra færre Hænder og derfor sandsynligvis til at give færre Hænder Arbeide.