blev utvivlsomt begaaede, og Misbrug af Magten kunde nu og da indtræffe, som Tilfældet er i de fleste Lande, men i det store taget gjorde den danske Regjering sit bedste, saa godt som den forstod det.
I ethvert Fald var dog Resultatet, at et Folk neppe kunde være mindre forberedt til at styre sig selv, end Norge var i 1814.
Med tilbørligt Hensyn hertil, har det forekommet mig, at Grundloven var det heldigste Forsøg paa at fyldestgjøre Situationens Krav, som Historien kan opvise, og jeg har aldrig kunnet begribe, hvorledes et saa heldigt Lovværk kunde bringes istand i saa kort Tid.
I England sige vi, at en Forfatning ikke kan gjøres, men alene kan voxe frem af sig selv. I de forenede Stater var der ved Revolutionen lidet andet at gjøre, end at forbinde de forskjellige bestaaende Stater ved en Føderalunion og at sørge for Dannelsen af flere. Nu er det netop denne Fremgangsmaade, som har opretholdt denne Stat i næsten et Aarhundrede. En demokratisk Despotisme, strækkende sig over Halvdelen af et Kontinent og tildelende en simpel Majoritet absolut Magt, kunde aldrig bestaa.
I Frankrig har ingen Konstitution varet mere end nogle faa Aar og har altid endt med en Katastrophe.
Spaniens, Italiens, Danmarks og Sveriges Forfatninger har endnu ikke staaet Erfaringens Prøve. Norges Forfatning har derimod nu bestaaet mere end 70 Aar og har været til overordentlig velsignelse for Landet.
Lad os nu betragte Grundlovens Eiendommeligheder og hvor heldig dens Forholdsregler var afpassede efter de Vanskeligheder, som den vilde faa at løse.
Dens Hovedfortrin var det indirekte Valgsystem. Det var alene paa denne Maade, at Landets bedste lov-
