Opfatning af de Mennesker, med hvem han kom i Berørelse.
Han var en trofast Ægtefælle, en kjærlig Fader, en udmærket Broder og en paalidelig Ven. Han havde en umaadelig Arbeidskraft og sparede aldrig sig selv. Saa stærk han end var, overanstrengte han sig paa denne Maade, og jeg ser deri en Aarsag til hans forholdsvis tidlige Død, i Forening med hans Sorgløshed med Hensyn til forsigtig Levemaade, som utvivlsomt forværrede den Ansats til Gigt, der laa i hans Constitution.
Han var den mest trofaste af Venner, forsonlig mod Modstandere og meget gavmild mod alle trængende, selv naar hans egne pekuniære Omstændigheder var langtfra glimrende. Han var overordentlig samvittighedsfuld og kjæk, fast i hvad han ansaa for Ret, uden Frygt eller personligt Hensyn. Jeg maa her nævne noget, som jeg ansaa for en Feil i hans Charakter. Da jeg først gjorde hans Bekjendtskab, var han meget upopulær som Politiker, da han ansaaes for altfor svensksindet. Desuden var han som Chef for Finantsdepartementet nødt til at gjøre meget, som ikke var egnet til at skaffe ham Popularitet. Det forekom mig imidlertid, at han aldrig gjorde noget for at forsvare sig eller give Forklaringer. Tvertimod behandlede han i Bevidstheden om sin gode Samvittighed alle Angreb med Foragt. Heri tror jeg, at han feilede. Havde han taget Sagen anderledes, kunde han have været endnu nyttigere for Landet, skjønt han visselig alligevel var det til Nytte i høieste Grad. Ingen anden kunde have bestyret Finantsvæsenet, som han gjorde det. I en Tid, da der var almindelig Nød, da Administrationen skulde grundlægges fra nyt af, fandt han Udveie til at fyldestgjøre Landets Forpligtelser, og frelste derved udentvivl Forfatningen, som Kronprinsen eller den senere
