mentsmedlem for Tewksbury og Onkel af min Hustru. Hun, dengang Miss Sibella Stone, kom ved denne Leilighed til Cricketpladsen med nogle andre Damer, og jeg gjorde Greven opmærksom paa hende som min tilkommende. To Aar efter blev vi gifte, og i Juli 1831 fødtes vor ældste Søn.
Vi kaldte ham Hermann efter Greven, og han voxede op til et meget kjærligt og lydigt Barn. Efter at have gjennemgaaet Militærskolen i Sandhurst, traadte han ind i Armeen og blev som Kaptein i det 57de Regiment dødelig saaret i Hovedet af en Musketkugle under Angrebet paa den saakaldte Redan ved Sebastopol 18de Juni 1855. „Oh quanto minus est, cum reliquis versari, quam tui meminisse.“
Den Sorg, jeg følte ved Tabet, forhøiedes ved mit Mishag med en Krig, der førtes til Forsvar for en barbarisk og udlevet Despotisme, som langsomt undergraves ved sin egen indre Fordærvelse, og i hvilken England hverken havde sin Ære eller sin Interesse engageret. Det var i Virkeligheden en Aviskrig.
Jeg kan her notere som noget mærkeligt, at jeg aldrig har hørt Grev Wedel med et Ord nævne sin Anklage for Rigsretten.
Efter saaledes at have gjort kortelig Rede for mit Forhold til ham, vil jeg sige nogle Ord om hans Aands og Karakters Egenskaber.
Han havde udmærkede Evner. I sine yngre Aar havde han læst meget, men da jeg kjendte ham, havde han altfor meget at gjøre til at kunne ofre megen Tid paa private Studier.
Da han fra Ungdommen af havde deltaget i vigtige Forretninger, baade offentlige og private, havde han stor Menneskekundskab og dannede sig i Regelen en rigtig
