byggedes, da Licence-Handelen begyndte, og der var forholdsvis heldige Konjunkturer for Skibsrhederiet indtil Fredsslutningen. Da faldt Fragterne, Skibene blev næsten værdløse og mange solgtes i England til Ophugning.
Skoveierne led under de lave Priser paa Trælast og Exportørerne under den enorme Trælasttold i England og den almindelige Synken af Priserne. Som Exempel kan tjene, at 120 12-Fods 3-Toms Planker, som i 1809 var omkring 80 £ værd, leverede i London, i 1830 kunde kjøbes for 30 £.
Faste Eiendomme – Jord og Huse – var blot salgbare til saa yderlig nedsatte Priser, at Panthavere saavelsom Eiere var udsatte for umaadelige Tab, dersom de nødtes til at realisere deres Eiendomme.
Den danske Regjering havde fulgt den daarlige Skik at udlaane Penge paa fast Eiendom, antagelig i Haab om derved at kunne opelske industriel Foretagsomhed, da der ikke krævedes høiere Rente end 4%.
Et andet ødelæggende Onde var i Norge Forholdet med Papirpengene. Den gamle danske Courant var bleven afløst af Rigsbanksedlerne, begge var faldne til en ruinerende lav Kurs og tiltrods for det Slags Erstatning, som Loven havde bestemt, tabte Folk, hvis eneste Eiendom bestod i Penge udlaante paa fast Pant, enten alt eller ialfald en stor Del af hvad de før havde eiet.
Oprettelsen af Statsbanken var, skjønt den tilsidst skaffede Landet en Papirmynt, der i Soliditet kunde maale sig næsten med ethvert Lands i Verden, fra først af en meget tung Byrde. Aktierne gav i mange Aar intet Udbytte, og jeg kunde have kjøbt Aktier paa 100 Spd. for 50 paa en Tid, da den engelske Kurs var 10 Spd. pr. £ Sterling. Med andre Ord, jeg kunde have faaet
