for 5 £, hvad der nu er værd 40 eller 50 £ Jeg erindrer, at jeg tænkte, at det vilde have været en god Spekulation at kjøbe Aktier, men jeg kunde ikke insistere paa dette ligeoverfor min Fader, som havde tabt og tabte en Formue og ganske naturlig vilde have kviet sig for at indlade sig i nye Spekulationer i Norge.
De udenlandske Kreditorers Stilling forulempedes meget ved de da gjeldende norske Love. Panthavere havde naturligvis Fortrinsret til den Sikkerhed, de havde faaet, men foruden disse blev de, som havde saakaldte chirographiske Fordringer, betalte fuldt ud, før Regnskabskreditorer fik noget. I den sidste Klasse var de fremmede Kreditorer i Almindelighed, og som Følge deraf erindrer jeg neppe nogensinde at have modtaget nogen Dividende i et Fallit-Bo, uden i Tilfælde, hvor jeg havde særegen Sikkerhed. Naturligvis tog Udlændinger i senere Aar, da de havde lært at forstaa Loven, de nødvendige Forsigtighedsregler, og jeg har ofte mødt i Forligelseskommissionen for at afslutte Forlig om Tilgodehavende.
Næsten hele den Tid, der omfattede mine to første Ophold i Norge, var en meget betydelig Sag for Retten, der afhang af Loven om Skyldner og Fordringshaver. Min Ven Myers, som Fuldmægtig for sit Hus i Norfolk i Virginia var den klagende Part og nogle Kjøbmænd i Drammen den anklagede. Hvad der stredes om, var værdien af en Skibsladning Tobak paa omtrent 15,000 £, rekvireret af indstevnte, for hvilket de havde forpligtet sig „en for alle og alle for en“.
Det Spørgsmaal, der skulde afgjøres af Høiesteret, var om Sagen kunde betragtes som en Vexel-Sag. Retten afgav en benegtende Kjendelse, og Myers opgav da Sagen, tabte sine Penge og forlod Norge. Betragtet som en simpel Kontrakts-Sag var hans Fordring naturligvis
