til Vaabenthinget skal hver Bonde søge og vise frem sine fulde Vaaben; hvis En sidder hjemme over Thinget, forfalder han i Bod af 2 Øre til Kongen og 1 Øre for hvert Vaaben, som han skulde have; er han syg eller saaret, skal hans Tjenestekarl bære hans Vaaben til Things eller betale 1 Øre i „Vápnaviti“ for hvert Vaaben, som mangler, osv.[1] Nu omtales den samme „Vaabenvite“ i Haakon den 5tes store Retterbod af 17de Juni 1308, hvor det staar, at „alle Mænd skulle vide, at Vaabenvite og Vaabenbøder skulle Sysselmænd eller Lensmænd ikke opgive paa Grund af Uroligheder“.[2] Bønderne i Vestfold kunde saaledes med Rette henvise til Kongernes Love og Retterbøder, og dermed er det givet, at de Konger, Bønderne nævner som hellige, er Magnus Lagabøter[3] og hans Søn Haakon. Det er vel ikke blot som de sidste, anselige Konger af den nationale Kongestamme, at Magnus og Haakon har faaet Prædikatet „hellig“; snarere har deres Virksomhed som Lovgivere i Almuens Tanker stillet dem Side om Side med St. Olav. Naar derfor i et Brev af 1442 ogsaa den gudbrandsdalske Almue appellerer til „de Love og Retterbøder, som vore hellige Forfædre have undt os og fast overholdt“[4], ser vi den samme Sidestilling af Landets kongelige Lovgivere og Velgjørere: ogsaa her maa da foruden Olaf og Magnus være tænkt paa Haakon V, som ved sine Retterbøder var saa virksom i de forskjelligste Retninger. Disse Breve vidner altsaa tilsammen for, at i 1ste Halvdel af 15de Aarhundrede
