skrifter, og Prof. Unger har gjort Uret i at indsætte i den rigtige Form i Snorres Text; men at Brudstykkets Skærfsurð er det rette bekræftes ikke alene af Urdens nuværende Navn „Skjærsur“, men ogsaa af Navnet „Høgskjærve“ paa en Del af den; Skjærv betyder endnu paa Søndmøre et nøgent Klippestykke ganske som „Skarv“ i Halling-skarvet. Istedetfor Hellir har han Olafshellir, men ogsaa dette Navn gjenfandt vi, og det er derfor rimeligt, at han fandt denne Form i sin Kilde.
I skildringen af St. Olavs sidste Tog gjennem Værdalen ned til Stiklestad har man i Regelen fulgt Snorres Fremstilling, idet denne anbefaler sig ved sit nøgterne, historiske Udseende, medens de øvrige Kilder og navnlig den legendariske Saga er fulde af opdigtede Legender, som maa vække Mistanke. De Vanskeligheder, som Snorres Text alligevel frembyder, har man ved velvillig Kritik bortryddet, idet man forudsætter Kundskaber hos Snorre, som han ikke havde og ikke kunde have. Jeg tør i det følgende forudsætte Snorres Beretning som bekjendt, idet jeg blot minder om de Enkeltheder, som jeg vil underkaste Kritik. Da Kongen var kommet over Fjeldryggen, stansede han først ved Gaarden Sula i den øvre Del af Bygden (i ofanverðri bygðinni) i Værdalen; her overnattede han og drog om Morgenen videre; her var det ogsaa, at Kongens Mænd havde trampet Ageren ned, og at Kongen drog om Ageren og lovede, at den skulde reise sig (Cap. 214). Derpaa, hedder det, flytte de sin Hær ud til Stafr, og paa Stafamýrar gjorde han Holdt (átti
