dog mellem dem mere smilende Landskaber, først i den lille Branddal, saa i øens Hoveddal om Hareids Kirke, hvor Kystlinjen bøier sig indad og danner Hareid-Vaagen; herfra gaar det egentlige Har-Eid (600´) med øens Hovedvei gjennem en Sænkning i Fjeldmassen over til Ulfstensbygden. Øst for Dalmundingen hæver sig atter en bred Ryg med Toppen Melshorn (2090´); denne styrter sig dog ikke lige ned i Fjorden, men gjør Plads for en lidt bredere Kystlinje, hvor nu Veien gaar forbi Øvraagaardene til Livaag-Bygden. Allerede fra Branddal, ja egentlig allerede fra Kvitnæs ser man bagenfor Melshornet lave Aaser stikke frem, der ender i et lavt Næs, Øens Østspids Hjøringnæsset, og mellem disse synes der at ligge en rund vaag mod Sydost; foran Næsset, mellem denne og den lave strand foran Melshornet, opdager man to smaa Skjær (i Fjæretid endog tre), der ligesom spærrer Adgangen til Vaagen. De hedder nu Øvraafluerne efter den ovenfor beliggende Gaard. Men nærmer man sig til Skjærene, bliver man var, at den Vaag, som syntes at gaa ind mod Sydost, kun er en ydre Bøining af Landet, der først længer inde mellem to Næs, Steffensnæs og Risnæs[1], kniber sig sammen til en Vaag og fortsættes som en lang, smal Havarm mod Sydvest; det er den egentlige Liavaag[2]. Den er omtrent en halv Fjerding lang, 4 à 500 Alen bred og overalt 8 Favne dyb (det sidste efter mine Skydsfolks Opgift, Biskop Neumann angiver 12 à 15 Favne). Midt paa dens vestre Bred ligger Gaarden Pilskog, og udenfor denne omtrent midt i Vaagen, men nærmest Østsiden, sees en skovbevoxet Holme Vaagsholmen;
