endog blot paa Speideri, var det omtrent selvsagt, at de maatte vælge at drage lige østover til Vestsiden af Hareidlandet for at lande ved Ulfstensvik eller Ulfsten. Her har de altsaa truffet den Bonde, som Sagaen kalder Ulfr, og som sagde dem, hvor de skulde træffe Haakon Jarl. Hvad enten Bonden nu viste dem til Hjørungavaag eller til Alme eller til Elteren (Suløen) eller endog helt øst til Hjørendfjord, saa maatte de seile nordenom Hareidlandet; thi søndenom Hareidlandet er ufarbart for endog nogenlunde store Skibe, da der mellem Hareidlandet og Dimøen er det lave Dimøsund, der i Fjæretid endog er tørt, og længer syd frembyder det smale Dragsund mellem Gurskø og Hareidland den samme Vanskelighed[1]. Alfarveien gaar altsaa nordover ind i Bredsundet forbi Hareidlandets Vest- og Nordside langs den grunde Fløstrand under Fleeggen og videre forbi den brede Fjeldryg Skolmen, der med bratte Sider styrter ned i Havet og ender i Øens nordligste Pynt, Kvitnæsset. Her ser man lige for sig Vestspidsen af den høie Sulø, Elteren med Eltreskjærene; imellem dem er der en liden Nødhavn, á Elftrum, hvor saaledes nok Haakon Jarl kunde have ligget med et eller to Skibe. Hvis Vikingerne har søgt ham her og ikke fundet ham, havde de Valget mellem at fortsætte Reisen nordefter mellem Godø og Suløen eller at søge ham længer inde i Fjorden, paa et af de Steder, hvorhen efter de andre Beretninger Bonden Ulv havde tilbudt at føre dem. Veien gik altsaa mod sydøst ind i Storfjorden mellem Suløen og Hareidlandet. Østenfor Kvitnæsset faar Hareidlandet et noget mere indbydende Udseende. Skjønt ogsaa her Fjeldene staar brede og store lige ud i Fjorden, aabner der sig
- ↑ Man vil heraf se, at jeg i „Snorre Sturlassøns Historieskrivning“ S. 84 har gjort Forf. af Fagrskinna Uret: for at seile fra Ulfsten til Alm maatte man drage nordenom.
