det er altsaa det Skjær indi Vaagen – lige langt fra alle Sider – som Vagn og hans Mænd strandede paa. Livaagen er en udmærket og sikker Havn mod Vestenvinde, thi de høje Aaser paa Vestsiden dække den ganske, og selv mod Østenvinde kan de lave Højder paa Østsiden byde Ly for mindre Skibe, medens den høje Sule ligger lige for Mundingen og bryder Nordenvindene; det er egentlig kun mod Nordost, fra den indre Fjord, at Vinden kan virke i Vaagen. Derfor var den i Fjordfiskeriets Tid et hyppigt Tilflugtssted for store Fiskerflaader. Det er da intet usandsynligt i, at, som Sagaen siger, Haakon Jarl havde aftalt Hjørungavaagen som Mødested for de i Hast samlede Ledingsskibe, og aldeles urigtigt, naar man har fremhævet, at den „ubetydelige“ vaag ikke skulde rumme Haakons Skibe; hvad enten man som Sagaen regner 300 eller som Kongesagaerne 150 Skibe (ɔ: ialfald hovedsagelig Ledingsskibe), er der Rum nok til Liggeplads, men Vaagen skulde ogsaa, som Sagaen siger, være fyldt med Skibe saa langt de kunde se (skipaðr var vágrinn allt fra þeim í brott af herskipum). Vaagen regnes i Sagaen lige fra Hjøringerne (Øvraafluerne) til Vaagsbunden, og isaafald bliver der jo Rum nok baade til Liggeplads, for Jarlens Skibe i den indre Vaag og til Kampplads, idet der har været kjæmpet baade i den ydre Vaag og i den indre næsten helt til Vaagsholholmen. Nu har Sagaens Forfatter ikke kjendt nøie til Stedsforholdene; han lader Vaagen gaa ind mod Øst, og dette kan til Ned lade sig høre om den ydre Vaag, ikke om den indre. Man bør vistnok ikke formode, at der i Skildringen er skeet en ombytning af Vest og Øst, thi naar man fra Bredfjorden eller lidt inde i Vestfjorden vestenfra blir Bugten var, der gaar ind mellem Hjøringnæsset og Øvraafluerne, ser det ud, som om denne gaar ind i Sydost. Dette vil
