vendt, er ikke udelukkende keltisk; Belloguet nævner Exempler paa græske Triader, og vil man have et Exempel, behøver man ikke at gaa længere end til den romerretlige Grundregel: honeste vivere, alterum non lædere, suum cuiqve tribuere.
Ogsaa Versformen, der hos de gamle Folkeslag har gjort samme Nytte som Triaden, hviler paa en lignende Betragtning; thi i Versets Rhythme gjør et Talforhold sig gjældende. Denne Sammenhæng har ogsaa været felt, forsaavidt som det middelhøitydske rim, „nach der Zahl der Hebungen gemessener Vers,“ er identisk med det gammelhøitydske rîm Række, Tal og staar i Forbindelse med ἀριθμος Tal og gammelirsk rìmi regne, tælle. Gamle Lovreglers Affattelse i Vers har derfor neppe udelukkende sin Grund i Hensynet til at lette Hukommelsen.
Med Tallet staar enhver Art af Maaling i uadskillelig Forbindelse Der existerer en fælles indogermansk Rod ma, som betyder maale, danne, sammenligne, og som forekommer i en overordentlig Mængde Afledninger; i Sanskrit er endog Benævnelsen Skaber dannet af denne Rod (Fick indog. Wörterb. p. 151). Begyndte man først at maale, blev der en udstrakt Anvendelse for Tallet. Exempelvis vil jeg berøre Maalingen af Tiden.
Der existerer et fælles europæisk mans eller mens, som har Betydningen af Maane og Maaned, og som er belagt med gr. μήν Maane, Maaned, lat. mensis, gm. irsk mí Maaned, lithauisk ménes Maane, kirkeslav. mêsaçi Maane, Maaned samt goth. mînau ght. mâno Maane. Intet er sikrere end at Tiden er bleven maalt ved Hjælp af Maanens Gang.
Af den samme Rod dannede man ogsaa et Ord med
