gamle Folk bragte Tallet i Anvendelse paa Guderne selv; ligesom de menneskelige Samfund ordnedes efter Tal, saaledes var det samme ogsaa Tilfældet med Gudestaten. I den germanske Mythologi er det Tallene 3 og 12, som spille den store Rolle (Simrock Deutsche Myth. 152, Munch Norske Folks Historie I. 1. 169), og det er ganske det samme Tal, der gjør sig gjeldende i græsk Mythologi: „Blandt de Tal, hvoraf denne Mythologi betjener sig, er,“ ytrer Preller i Griech. Myth., „især Tretallet foretrukket som f. Ex. i Chariternes, Moirernes, de hesiodiske Kyklopers, Hekatonkheirernes Grupper, men ogsaa i Eder og Bønner, saa at 3 Guder vælges ud og anraabes istedetfor alle f. Ex. hos Homer Zeus, Athene og Apollon. Hvor et Udvalg af hele den olympiske Gudeverden skulde fremstilles, benyttede man en Gruppe af 12 Guder eller 6 Gudepar.“
Man synes at have benyttet navnlig Tretallet paa en Maade, som bringer En til at tænke paa de saakaldte hellige Tal. Den egentlige Lære om de hellige Tal er vistnok imidlertid af semitisk eller kamitisk Oprindelse; hos de gamle Indogermaner maa man kun søge, hvad der svarede til de første simple Ideer, hvorpaa den egentlige Kaldæisme er bygget.
Anvendelsen af Tallet 3 i Edsformularer leder Tanken hen paa de keltiske Triader. Om de galliske Druiders Undervisning bemærker Belloguet (Ethnogénie Gauloise III. 355–358), at en stor Deel af deres Undervisning var paa Vers, men at et andet Hjælpemiddel, som blev anvendt, var Triaden, som bestod deri, at hvad der skulde meddeles (Moral, Dogme, historisk Tradition), i saa concis Form som muligt redigeredes saaledes, at 3 og 3 Sætninger sloges sammen. Denne Triade, som er mest bekjendt fra den kymriske Literatur, hvor den er saa overordentlig hyppig an-
