Betydningen af Tid, nemlig et europæisk mata, der opstilles med Hjemmel af de latinske Afledninger maturus, matuta, matutinus og lithauisk metas Tid. (Fick europ. Spracheinheit p. 350.)
Til Opstillelsen af Aaret synes man ikke at være naaet i hvad man med et kort Udtryk kunde kalde den fælleseuropæiske Tid; men man havde Benævnelser for forskjellige Aarstider, og disse tilligemed deres høiere Enhed Aaret maatte i altfor høi Grad tiltrække sig Opmærksomheden til at man ikke skulde fele Nødvendigheden af en Ordning. Men en fast ordning var meget vanskelig at istandbringe, eftersom Jordens Omløbstid om Solen og Maanens om Jorden ikke staa i noget let bestemmeligt Forhold til hinanden. For at tilveiebringe Overensstemmelse i denne Henseende tog de gamle Folkeslag sin Tilflugt til større Tidsrum, som omfattede flere Solaar, men som havde den Egenskab, at de mere eller mindre nøiagtigt omfattede et vist Antal hele Maaneder og hele Aar. I Delfi havde man f. Ex. en 9-aarig Periode (Curtius Griech. Gesch. I. 403) Forøvrigt synes Anordningen af de store Feste, der afholdtes med flere Aars Mellemrum f. Ex. de græske olympiske Lege, de irske feis eller Nationalfeste, som holdtes i Tara og Carman hvert 3die Aar (O’ Curry Manners and Customs of the ancient Irish II. 38, 40) at staa i Forbindelse med Tidsinddelingen.
Istandbringelsen af en Tidsregning var en Kjendsgjerning af den overordentligste Betydning. Tiden overvinder Alt, selv Thor faldt i Knæ for den i Utgardelokes Hal. Den er den store Souverain, og naar den er bragt i en uopløselig Forbindelse med et System af Tal, saa er Veien aabnet for en Talschematisme i Verdensopfattelsen.
