de vildeste franske Theoretikere. Men paa denne Maade er man ikke berettiget til at behandle et stort historisk Factum, og man maa derfor søge efter Forklaringen. For gamle Tiders Vedkommende er det saa langt fra, at le vraisemblable er le vrai, at snarere det Modsatte er Tilfældet. Man maa gjøre alvorlige Forsøg paa at sætte sig ind i de gamle Tiders Tankegang, paa at finde ud, hvad Datiden har fundet fornuftigt.
Det berettes om den græske Filosof Pythagoras, at han ansaa Tallet som det til Grund for alle Ting liggende Princip, og hvilke Anstrængelser man end gjør for at bortforklare det Besynderlige i Beretningerne om Pythagoras, saa kan man dog ikke godt komme fra, at han betragtede Tallet som en causa finalis, som en virkende Grundaarsag. Det kan være vanskeligt nok at forstaa et saadant Standpunkt, men man har jo her ikke det eneste Exempel paa, at Abstraktioner ere blevne tillagte Realitet.
Pythagoras tilhørte vistnok en meget senere Tid, og det er ikke usandsynligt, at hans Ideer i stor Udstrækning have en ægyptisk eller kaldæisk Oprindelse, og der kan saaledes ikke være Tale om at benytte hans Filosofi til Forklaring af Kjendsgjerninger, som ligge tilbage i den Tid, da Germanernes, Italernes og Kelternes Forfædre stode i den nærmeste Berørelse med hinanden. Men det er dog paa den anden Side muligt, at gammel Filosofi i enkelte punkter kan være en klarere og konsekventere Udfoldelse af Tanker, som fra gammel Tid paa en mere uklar Maade har rørt sig i Folkene. Thales’s Lære om at Vandet var alle Tings Grundprincip kan f. ex. have sin Rod i meget ældre græske Myther.
Det er en betydningsfuld Kjendsgjerning, at Indogermanerne – endogsaa førend deres asiatiske og europæisk
