Men har den norske Odelsforfatning udviklet sig paa denne Maade, er det saare usandsynligt, at de germanske Svever allerede paa Caesars Tid skulde have benyttet Familien som Grundlag for Herredsinddelingen. At Germanerne paa Cæsars Tider levede i fuldkomment Jordfællesskab, er bevidnet de bello Gallico VI. 22.
Derimod er intet rimeligere end at ogsaa Sveverne have inddelt Slægterne i et vist bestemt Antal af Familier f. ex. hver Slægt i 10. En saadan Inddeling af slægter og Familier efter Tal er meget almindelig i de antike Stater, og den maa ikke betragtes som et upraktisk Schema; Staten har kløvet og sammenføiet. At Rom har havt 300 gentes, er visselig sikkert nok; thi dette Tal spiller en betydelig Rolle i Forfatningen; men et stringentere Bevis for at Tallet har været praktisk, kan maaske føres fra helleniske Forholde af. Der er nemlig undertiden Jordloddernes Antal fixeret, hvad der er det samme som at fixere Husholdningernes eller Familiernes Antal. Spartiaternes Land var saaledes inddelt i 9000 udelelige og uafhændelige Jordlodder (Curtius Griech. Gesch. I 160–161), og en af Korinths ældre Lovgivere, Pheidon, bestræbte sig for at bevirke, at Jordloddernes Antal ikke formindskedes og Borgernes Antal ikke forøgedes (Schoemann Griech. Alterthümer I. 159.)
Der er faa Ting i Historien, der gjennemgaaende ere blevne behandlede med saadan Vantro, som denne Inddeling af de gamle Samfund efter Tallet. At kløve Familier eller Slægter og at slaa dem sammen i det Øiemed, at Samfundet skulde beholde et vist Antal, og hverken mere eller mindre, er forekommet Historikerne som noget i den Grad urimeligt, at man ikke har villet ansee en saadan Inddeling for andet end et noget nær ørkesløst Schema. Noget Tilsvarende er i den nyere Tid aldrig blevet bragt paa Bane af andre end
