i den Grad afhængige af den Slægt, hvortil de hørte, at de aldrig kunde komme til at træde i et umiddelbart Forhold til det større Samfund, som Slægterne tilsammen dannede; Familien har først lidt eller lidt tilkjæmpet sig Selvstændighed ligeoverfor Slægten ved Statens Hjælp. I Rom er rimeligvis Privateiendom af Jord skabt derved, at Staten har sprængt slægternes Enhed og stillet de enkelte Familier uafhængige. Men saaledes er det ikke gaaet allesteds; i Norge, hvis Jordforhold ere baserede paa Odelen, maa den Enkeltes Eiendomsret med større sandsynlighed antages at være fremkommmen derved, at Slægtschefens Myndighed er bleven forstærket saaledes, at slægtens Jord er bleven hans mere eller mindre fuldkomne Eiendom; Odel, der kommer af det fællesgermanske athala, Slægt, betyder Slægtsgodset, og strengt juridisk er jo Slægten den egentlige Eier (vor Odelsarvefølge indeholder endnu stærke Spor af den gamle agnatiske Slægtsorganisation). Forskjellen mellem en sydslavisk Landsbyforfatning, hvor Jorden benyttes i Fællesskab under den valgte Vladikas Ledelse, og en norsk Odelsforfatning bestaar deri, at Slægtschefens Myndighed er meget større i den sidste end efter den første, egen saadan Forskjel vilde naturligen udvikle sig, naar paa den ene Side de sydslaviske Arvinger alle forbleve paa den fædrene Jord som Medeiere, medens paa den anden de norske Medarvinger enten forblev som Mænd eller lignende hos Familiehovedet paa Hovedbøllet eller søgte at vinde sig Anseelse og selvstændig Eiendom ved at slutte sig til Kongens eller andre Drotners Følge (cfr. Munch Norske Folks Historie I. 1. 146[1]
- ↑ Undertiden er Jorden bleven delt af Arvingerne, og det derved opkomne Forhold ligger vel, naar alt kommer til alt, til Grund for det senere Jordfællesskab. Gul. L. Cap. 87, 88, min citerede Afhandling p. 21.
